Tubeless til landevejscyklen, go eller no-go?
Hvorfor tubeless på landevej deler vandene - og hvorfor jeg stadig vælger det hver eneste gang..
Tubeless på landevej deler ofte vandene. For nogle er det unødvendigt besvær, fedteri med væske og ekstra vedligehold. For andre er det svært at forestille sig at køre med slanger igen. Diskussionen bliver ofte sort-hvid, men virkeligheden er mere nuanceret.
Tubeless er ikke en mirakelløsning, og det er ikke for alle. Men med korrekt vedligehold løser det flere problemer, end det skaber. Særligt på moderne landevejscykler, hvor både fælge og dæk er udviklet til formålet, giver tubeless i praksis mere komfort, færre afbrydelser og større sikkerhed - både på træningsturen og i konkurrence. Det her er ikke en teknisk guide, men en forklaring på, hvorfor jeg selv vælger tubeless på landevej.
Søger du et cykelfælleskab, læs mere om RAAW Community her
Vedligehold er nøglen – ikke et kompromis
Langt de fleste udfordringer med tubeless opstår, når vedligeholden forsømmes. Skifter du dækkene, inden de er slidt op, typisk hver 3-4000 km - vælger dæk efter underlag og årstid samt tjekker mængden af tubelessvæske jævnligt, bliver systemet stabilt og forudsigeligt.
Personligt kører jeg med tubelessvæske fra Silca, ganske enkelt fordi det er den, jeg har haft de bedste erfaringer med over tid. Den lukker hurtigt, holder længe og fungerer stabilt i både træning og konkurrence. Uanset hvilken væske man vælger, er pointen den samme: Bliver væsken holdt frisk og i korrekt mængde, slipper man for langt de fleste problemer.
Til gengæld slipper du for en masse andet bøvl. Du skal ikke købe slanger. Du har mindre værktøj med på turen. Du skal sjældent have hjulet af ved punktering. I praksis lukker 60-70 % af dine punkteringer sig selv med væske, og endnu flere du måske ikke engang opdager. Det betyder færre stop, mindre stress og mere kontinuitet i din træning.
Lavere dæktryk, mere komfort og kontrol
En af de største fordele ved tubeless er muligheden for at køre lavere dæktryk. Uden slange forsvinder risikoen for snakebites og med lavere dæktryk kan dækket arbejde mere frit med underlaget. Resultatet er mærkbart bedre komfort, mere greb og bedre kontrol - især på ujævn asfalt og i sving.
Cyklen føles roligere og mere forudsigelig over længere distancer. Det handler ikke om at køre ekstremt lavt tryk, men om at finde det tryk, hvor dækket arbejder optimalt i stedet for at hoppe hen over underlaget.
Lavere rullemodstand i praksis
Lavere dæktryk betyder ikke nødvendigvis højere rullemodstand, tværtimod. Når dækket kan deformere naturligt og absorbere vibrationer fra vejen, taber du mindre energi til mikrostød. I praksis ruller et godt tubeless-setup ofte lige så godt eller bedre end slanger, samtidig med at komforten øges.
Over lange ture betyder det mindre træthed og en cykel, der føles hurtigere, uden at den føles hårdere.
Kropsvægtens betydning
Kropsvægten spiller en central rolle i et tubeless-setup. Jo tungere rytter, jo større belastning på dækket, og des vigtigere bliver korrekt dæktryk. Tubeless giver et større og mere tilgivende arbejdsområde, fordi du kan køre lavere tryk uden risiko for gennemslag. Det betyder, at både lette og tunge ryttere kan finde et tryk, hvor dækket arbejder optimalt. For tungere ryttere handler det ikke om ekstremt lavt tryk, men om bedre stabilitet, mere greb og mindre energitab, end slanger ofte tillader.
Når det virkelig gælder - erfaringer fra cykelløb
I konkurrencesammenhæng bliver fordelene ekstra tydelige. I RAAW Racing har vi oplevet, at tubeless har været forskellen på at være med eller være færdig. Små huller, som med slange havde betydet et stop og et tabt felt, lukker sig selv med væske, mens man fortsætter i fuld fart.
I cykelløb er marginalerne små. Er du først punkteret med slange, er feltet ofte kørt. Med tubeless kan du i mange tilfælde blive siddende i løbet uden overhovedet at opdage, at du har ramt noget. Det er her, tubeless for alvor viser sin værdi – ikke i teorien, men i praksis, når det gælder.
Min konklusion
Jeg kører tubeless på landevej, fordi det giver mig færre afbrydelser, bedre komfort og mere ro i hovedet. Ikke fordi det er trendy, men fordi det i praksis fungerer bedre for mig. Det kræver vedligehold og omtanke, men belønningen er mere tid på cyklen og mindre tid i vejkanten.